Nyheder

Her finder du nyheder, som tidligere er publiceret på hjemmesiden.

29-3-2024: GG UNA Pp er første afkom efter SNAP

Det glæder os at kunne præsentere GG UNA Pp (BABS SNAP PP GD x GG FONDA) f. 2/12-2023

Dette første afkom efter SNAP PP er en ekstremt muskuløs kvie med tydeligt racepræg og en imponerende elegance, og ligesom de øvrige kalve efter SNAP PP fremviser denne kvie imponerende muskulatur, en stram overlinje, samt finhed og elegance.

12-12-2022: Sæd fra BABS SNAP PP GD er nu tilgængelig

Vi er rigtig glade for at kunne præsentere en ny tyr af topkvalitet i vores avlsprogram. GG SEBASTIAN PP blev tidligere på året solgt til Frankrig, hvor han blev omdøbt. Efter en succesfuld sædproduktion i Frankrig, tilbyder vi nu sæd fra BABS SNAP PP GD til alle nuværende og nye opdrættere i Nord- og Centraleuropa samt Storbritannien.

Tyren er det seneste resultat af BABS polled avlsprogram etableret i 2004, og opdrættet på Gydegaard af Sanne og Erik Poulsen. Moderen er den velrenommerede EHG Freja Pp og faren er Jacob Pp, en tyr af en ny interessant polled-blodlinje i forbindelse med Blonde d´Aquitaine.

BABS SNAP PP GD er homozygot pollet tyr med ekstreme racekvaliteter. Muskuløs, med meget fine lemmer og en perfekt farve. Yderligere information findes på dette produktkort.

28-4-2022: BABS avlers internationale gennembrud med GG Sebastian PP

Så bliver det ikke større. Uanset om man driver avl med heste, kvæg, hunde eller duer er det alle avleres drøm at sælge egenproducerede avlsdyr til racens oprindelsesland. Denne drøm er i særdeleshed gået i opfyldelse for Sanne og Erik Poulsen, Gydegaard Blonde d’Aquitaine i Arden. Som de første Blonde avlere i Danmark og antageligt også uden for Frankrig, er det lykkedes dem at sælge en avlstyr til en stor fransk sædproducent. I dette tilfælde Genes Diffusion – en af Frankrigs største sæddistributører, ejet af 30.0000 franske landmænd, som med 8 tyrestationer har ca. 500 tyre i sit samlede avlsprogram.

Baggrunden for salget er det målrettede avlsarbejde der gennem mere end 10 år er foretaget i avlsselskabet BABS I/S, som Erik Poulsen er medstifter af. Et avlsarbejde med det formål at producere verdens bedste pollede Blondedyr – et dyr, der på alle parametre skal kunne klare sig med de franske hornede elitedyr. Det er dette avlsmål, der nu er endeligt blåstemplet af franskmændene.

Med 4 Interbreed vindere og 14 gange vindere af besætningskonkurrencen på Landskuet i Herning m.m. gennem de seneste 18 udstillingsår er besætningen fra Arden med helt fremme i den internationale Blondeavl. At det alligevel er et vanskeligt nåleøje familien Poulsen nu har passeret understreges af, at tyren, den 14 mdr. gamle homozygotisk pollede, GG SEBASTIAN PP, første gang blev besigtiget i juli 2021, hvor tyren var i konkurrence med andre udenlandske emner, da franskmændene er meget grundige. Efter lange kontraktforhandlinger, masser af dokumentation og blodprøver faldt handlen endelig på plads i februar, hvorefter tyren blev afsendt i starten af april.

Den franske interesse i Blonderne fra Arden er ikke ny. Allerede i 2017 solgte Sanne og Erik Poulsen en polled tyr og to pollede hundyr til franske eliteavlere

8-5-2021: GG Sastre Pp – en pragtfuld tyr efter BABS Ignis PP


BABS Ignis PP har dokumenteret sin høje avlsværdi og han leverer afkom med størrelse, fine lemmer og med fantastisk muskulatur. Et godt eksempel er denne pragtfulde tyr GG Sastre Pp, som har haft en flot tilvækst, er harmonisk bygget og har et prima temperament. BABS Ignis PP har stort set alle de kvaliteter vi ønsker inden for blondeavl og samtidig et imponerende fødselsindeks på 116.

29-2-2020: PolledBlonde avlsmateriale udbredes

GG Ohio Pp – ny spændende polled ungtyr, ekstremt stor og muskuløs med super godt temperament – solgt fra opdrætteren, Gydegaard Blonde d’Aquitaine til dansk avler.

7-5-2019: Sæd efter BABS Ignis PP er nu til rådighed

BABS Ignis PP har vist fortrinlige afkomsresultater og derfor har vi besluttet at tilbyde sæd efter denne fantastiske homozygotiske tyr. Dens afkom har størrelse, elegance og stort vækstpotentiale – hertil kommer et roligt temperament og et imponerende fødselsindeks på 116. 

16-9-2016: Ny BABS generation af høj kvalitet

Syv kalve er født i løbet af året med ny spændende afstamning. Mor til kalvene er Babs Inka Pp (se foto) der fik 23 points på Landsskuet 2016, og blev nummer to i sit hold i meget tæt konkurrence med helsøsteren BABS Iris Pp. Begge er meget store, elegante og racetypiske for Blonde d’Aquitaine. Faderen er BR Iver Pp, der er en meget lang og muskuløs tyr.

25-1-2016: Mindeord for Knud Jørgensen

Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vor afholdte kompagnon og ven, initiativtager til og stifter af BABS I/S, Knud Jørgensen er død den 19. januar 2016, 83 år gammel.

Knud Jørgensen var fra et traditionelt landbrugshjem på Sundeved, hvor hårdt arbejde var vejen frem. At Knuds livsvej de senere år var bestrøet med flere sygdomsforløb, var for ham ingen hindring. En ukuelig livsvilje og en uforlignelig humor gjorde Knud til en inspirerende drivkraft for sine omgivelser, hvilket vi i årenes løb har haft megen glæde af.

Knud tog i 2004 initiativet til at stifte BABS I/S i erkendelse af, at hvis det pollede gen målrettet skulle indavles i Blonde D’Aquitaine, kunne det kun ske ved at etablere en lille, handlekraftig og dermed effektiv organisation. Det var Knuds faste overbevisning, at der i toppen af det internationale avlsarbejde med Blonderacen ville blive stor efterspørgsel efter det pollede gen – bare kvaliteten var i top. De sidste 10 års udvikling har vist, at Knud så rigtigt, idet det pollede avlsmateriale fra BABS Polled Blonde nu fremstår som verdens bedste. Disse ord ville Knud aldrig, beskeden som han var, tage i sin mund; men faktum er det, at BABS Polled Blonde har opbygget et stort salg af avlsmateriale til mere end 10 lande, her i blandt Frankrig. Endvidere har pollede Blondedyr de senere år være blandt de dominerende på de danske dyrskuer, lige som dyrenes suveræne produktionsegenskaber er veldokumenterede.

Knud var 73 år gammel, da han tog initiativ til at professionalisere arbejdet med det pollede gen i Blonderacen. Med målrettethed, stor flid, kreativitet og skæve vinkler har han som en uforbederlig iværksætter drevet vort arbejde frem i et tempo, som kunne tage pusten fra de fleste. Momentum var vigtig for Knud, bl.a. fordi han naturligt nok gerne selv ville opleve den milepæl, at de pollede dyr såvel eksteriør- som produktionsmæssigt blev fuldt på højde med de hornede.

Mange Blondeavlere vil i årene fremover være Knud Jørgensen megen tak skyldig. De seneste års udvikling lader ingen tvivl om, at Knuds vision om, at fremtidens Blonde er polled vil blive realiseret world wide i løbet at et eller få årtier. Vi, der tilmed har haft fornøjelsen at kende Knud personligt, føler os utroligt privilegerede over at have oplevet hans helt uforlignelige lune, engagement og personlighed.

Knud var et meget beskedent menneske, der ikke bragte sig selv i centrum. Hans veludviklede indfølingsevne, samt Knuds stærke bevidsthed om at livet skal leves forlæns, har været til stor inspiration for os alle.

Vore tanker går i den kommende tid til Birthe og familien, som har mistet meget, men som har mange gode minder om et stort menneske.

Æret være Knud Jørgensens minde.

Hans Oluf Juhl

Thorkild Hviid

Erik Poulsen